Jeg troede, jeg kunne få ham tilbage.
Den gamle Benjamin.
Ham jeg faldt for.
Ham jeg havde elsket i alle de år.
Ham der grinede dagen lang, aldrig ville gøre en flue fortræd, og som elskede mig og sin familie højere end noget andet.
Jeg holdt fast i ham.
I minderne.
I håbet.
Men han var væk.
Det var en sandhed, jeg ikke ville se i øjnene.
Og det tog mig et halvt år, før jeg begyndte at se klart igen.
Før det gik op for mig, at han ikke kom tilbage.
At den version af ham, jeg elskede… ikke længere fandtes.
Og at jeg, ved at blive, bare trak sorgen ud.
Gjorde tabet langsommere. Mere smertefuldt.
For det er noget af det sværeste at forstå:
At man kan miste et menneske, som stadig står lige foran én.
At de stadig er der – fysisk –
men følelsen, forbindelsen, den de var… er væk.
Det gør ondt på en helt særlig måde.
Men det er også en del af livet.
Vi møder mennesker dér, hvor de er.
Og selvom man elsker dem i dag, er det ikke en garanti for, at man gør det om fem år.
Vi forandrer os alle sammen.
Og nogle gange vokser man ikke i samme retning.
Så lad være med at holde fast i noget, der ikke eksisterer længere.
Det eneste, du gør, er at såre dig selv.
Kærligst,
Malou ❤️