Tilgivelse.
En karakterstyrke, der kan bringe dig langt i livet.
Der er noget smukt over at kunne tilgive – og at blive tilgivet.
Men selv de smukkeste ting kan blive brugt for meget.
Og tro mig… det ved jeg noget om.
Jeg har tilgivet flere gange, end jeg kan tælle.
Og alt for mange af de gange… burde jeg have ladet være.
Jeg har altid været bange for at miste mennesker.
Måske mere, end jeg har været bange for at miste mig selv.
Og det har gjort, at jeg har holdt fast i relationer, der ikke var gode for mig.
Relationer, som – set i bakspejlet – tømte mig fuldstændigt.
For min tid. Min energi. Mine penge.
Og alligevel… tilgav jeg.
Igen og igen.
Om det var naivitet eller frygt, ved jeg ikke.
Måske lidt af begge.
Men jeg har lært noget vigtigt:
Man kan ikke blive ved med at tilgive uden grænser.
På et tidspunkt skal man vælge sig selv.
For mig giver det mening at tænke på det som i fodbold:
Første gang? Et fripas.
Anden gang? Gult kort.
Tredje gang? Rødt kort – og så er kampen slut.
For ja, mennesker begår fejl.
Og det er en gave at kunne tilgive.
Men der er forskel på dem, der fejler…
og dem, der bevidst bliver ved med at træde på dig.
Lær forskellen.
Og vær ikke bange for at trække grænsen.
For til sidst handler det ikke om dem.
Det handler om dig.
Så husk at stå op for dig selv.
Kærligst,
Malou ❤️