Gennem tiden har jeg lagt mærke til et mønster.
Mellem de relationer, der kun var kortvarige og seksuelle…
og dem, hvor der faktisk var kærlighed på begge sider.
Misforstå mig ikke — jeg har holdt af dem alle sammen.
Også dem, hvor det kun var fysisk.
Men der var en forskel.
I de “forkerte” relationer — dem, man måske ville kalde one- or two night stands — følte jeg ofte, at jeg var for meget.
Hvis jeg skrev en besked. Hvis jeg kiggede lidt for længe.
Så kom følelsen hurtigt snigende: er jeg for clingy?
Og det var det sidste, jeg ville være.
Om de faktisk syntes det, eller om det bare var min egen tolkning, ved jeg stadig ikke helt.
Måske lidt af begge dele.
Men i de relationer, hvor jeg blev elsket oprigtigt… følte jeg noget andet.
Der følte jeg mig ofte for lidt.
Som om jeg ikke helt fortjente den kærlighed, der blev givet til mig.
En mærkelig følelse — og ret hård, når jeg tænker tilbage.
Måske handlede det om lavt selvværd.
Måske ikke. Det er svært at sige.
Jeg har ofte tænkt over, hvor svært det kan være at finde en romantisk relation, hvor man bare kan være sig selv.
Helt uden at skulle justere, overanalysere eller holde igen.
Det er lykkedes mig nu. Heldigvis.
Men det er ikke kommet af sig selv.
Gennem både dårlige og enkelte gode relationer har jeg lært meget.
Om mig selv. Om mine behov. Og om hvordan jeg elsker — og bliver elsket.
Og det bliver aldrig perfekt.
Men én ting har jeg lært, som betyder alt:
At man skal kunne være sig selv.
Uden at blive for meget. Uden at blive for lidt.
Bare… nok.
Så husk det:
Vær dig selv — og vælg relationer, hvor der er plads til præcis det.
Kærligst,
Malou ❤️