Det er vildt, hvordan man kan gå fra at være hinandens et og alt… til at være fremmede.
Det gælder ikke kun kærlighed. Det gælder også venskaber.
Jeg har efterhånden måttet give slip på både kærester og veninder, fordi de ikke længere var gode for mig.
Men det gør det ikke mindre smertefuldt.
Jeg har haft forhold, hvor jeg var overbevist om, at det var os.
Hvor jeg forestillede mig vores fremtid – hvordan vores børn ville se ud, alle de rejser vi skulle tage, og hvor jeg endda stod og drømte mig væk i vielsesringe.
Og så… fra den ene dag til den anden, blev det revet væk.
“Det skal ikke være os alligevel.”
Og det gør ondt.
For det handler ikke kun om kærligheden.
Det handler også om, at nogle mennesker sniger sig så langt ind under huden på én, at de bliver en del af ens identitet.
Så når man mister dem… mister man også en del af sig selv.
Og helt ærligt — hvad gør mest ondt?
At miste én, man elsker?
Eller at miste sig selv i processen?
Med tiden lærte jeg noget vigtigt.
Jeg lærte at finde mig selv igen. At bygge min egen identitet op – uden at læne mig op ad andre.
For hvis man ikke kan stå på egne ben, falder man hårdt, når den person, man støttede sig til, pludselig ikke er der længere.
Så find dig selv først.
Lær at være hel alene.
For du er allerede værdifuld — præcis som du er.
Kærligst,
Malou ❤️