Jeg blev så glad, da hun spurgte, om jeg ville med.
Altså virkelig glad.
Hun havde fået billetter til en kunstner, jeg var kæmpe fan af. Og jeg tænkte… at det var derfor, hun spurgte mig.
At hun havde valgt mig.
Jeg var slet ikke vant til den følelse. At blive valgt til.
Så jeg var lykkelig.
Lige indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke var den første, hun havde spurgt.
Eller den anden.
Eller den tredje.
Jeg var nummer fem.
Og så faldt det hele lidt fra hinanden igen.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet.
Måske bare… håbet.
Håbet på, at hun så mig.
At hun havde indset, hvor god en veninde jeg faktisk var.
At jeg – bare én gang – ikke skulle kæmpe for en plads.
Men i stedet begyndte tvivlen at larme.
Er jeg overhovedet værd at vælge først?
Vil jeg altid være hende, der giver mere, end hun får?
Bliver jeg nogensinde nogens førsteprioritet?
Og til sidst den værste tanke:
Er det her… sådan et rigtigt venskab ser ud?
Spoiler: Det er det ikke.
For i et sundt venskab er du ikke nogens plan B.
Du er ikke nummer fem i rækken.
Du er en, man tænker på – ikke en, man ender med.
Det venskab holdt ikke længe.
Og heldigvis for det.
For sandheden er, at mange bliver i relationer som den her.
Ikke fordi de er gode…
men fordi de håber, de bliver gode.
Men det gør de sjældent.
Og helt ærligt?
Det ved man godt inderst inde.
Så hvis du står der og føler dig som et valg, der blev taget til sidst…
så er det måske ikke fordi, du mangler værdi.
Måske er det bare fordi, du står det forkerte sted.
Husk dit værd.
Kærligst,
Malou ❤️