“Altså… han var jo meget sød… eller… øh… han havde flotte mavemuskler… agtigt. Og han kunne køre bil! Eller… ja…
Ej. Det er også lige meget. Pointen er, at jeg savner ham. Okay?”
Er jeg den eneste, der har savnet en, jeg faktisk havde det bedre uden?
Jeg havde engang en kæreste. Matteo. Vi mødtes på en eller anden datingapp, og i starten føltes han som noget ud af en film. Du ved – den der boblende fornemmelse i maven, hvor alt føles lidt lettere, lidt sjovere.
Men efter et par måneder begyndte noget at skride. Små ting først. Kommentarer. Grænser. Ting jeg “ikke behøvede” længere. Ting jeg “nok burde lade være med”. Og pludselig var der ret mange ting, jeg ikke måtte.
Alle omkring mig kunne se det. De bad mig om at gå fra ham. Og det gjorde jeg.
I hvert fald i et par måneder.
For selvom mit liv blev lettere uden ham… så savnede jeg ham. Ikke nødvendigvis ham som han var – men følelsen. Vanen. Kaosset, måske.
Og jeg kunne ikke lade være. Jeg skrev. Bare et lille, uskyldigt “hej”.
Og 24 timer senere var vi kærester igen.
Ja ja… jeg gik fra ham igen et år senere. Et hårdt år, for at sige det mildt.
Om det var adrenalinen, jeg var afhængig af… eller om det var fordi han konstant skubbede til min konfliktskyhed, ved jeg stadig ikke helt. Måske lidt af begge dele.
Men én ting ved jeg: Det var ikke sundt.
Ikke, selvom jeg savnede ham.
For sandheden er lidt irriterende simpel:
Bare fordi du savner nogen, betyder det ikke, at de er gode for dig.
Nogle gange er det bedre at savne i glimt… end at blive og langsomt miste sig selv.
Det tog mig tid at lære.
Men jeg lærte det.
Kærligst,
Malou ❤️