En dørmåtte.
Sådan en, man tørrer skoene af på, når man går ind. En, der bliver brugt igen og igen, indtil den er slidt, og så bliver den skiftet ud med en ny. Man kan sagtens leve uden én, men den er alligevel rar at have – til at tage det værste snavs.
Jeg var en dørmåtte.
Ikke bogstaveligt, selvfølgelig. Men jeg var den type veninde, der gav så meget af mig selv, at jeg til sidst stod tilbage helt slidt og fyldt med andres rod. Det var engang min måde at få venner på. Måske handlede det om lavt selvværd, eller måske havde jeg bare ikke helt knækket koden til sunde relationer.
Jeg blev ved. Og ved. Og ved med at give i mine relationer – men fik sjældent det samme igen. Faktisk ofte det modsatte. Jeg endte med at have “veninder”, der kun skrev, når de havde problemer, eller når de havde brug for at komme af med sorg, frustration eller vrede. Og når alt så blev godt igen… forsvandt de.
Helt ærligt.
Når jeg kigger tilbage på mine beskeder i dag, kan jeg næsten grine. Det er næsten absurd at se, hvordan jeg i perioder skrev konstant med en person – og så pludselig kunne der gå to-tre måneder, uden at jeg skrev en eneste besked til dem. Eller omvendt.
Det var først, da jeg mødte en person, som bare skrev for at høre, hvordan jeg havde det – uden en bagtanke, uden behov for noget – at jeg for alvor blev opmærksom på, hvor usunde nogle af mine tidligere relationer havde været.
Det ønsker jeg ikke for nogen. Men det er desværre noget, mange oplever.
Og man kan ofte mærke det. Den der lille uro i maven. En følelse af, at noget ikke helt er, som det skal være.
Følg den.
Den siger mere, end man tror.
Kærligst
Malou ❤️