“Ja sorry, men du kan jo ikke forvente, at jeg hele tiden sidder på min telefon.”
… Øh, det var to dage siden, jeg skrev til dig?!
Jeg ved ikke, om du kender det. Men jeg har mødt mange mennesker, der er fuldstændig afhængige af deres telefon.
Og sjovt nok – mange af dem er kun ikke afhængige, når det handler om at svare mig.
Jeg er faktisk ikke typen, der sidder klistret til en skærm hele dagen. Tværtimod. Jeg har hænderne fulde af ting, der ikke lyser blåt.
Men når man er forelsket… så er det som om, man alligevel sidder der. Venter lidt. Tjekker lidt. Håber lidt.
Det gør jeg i hvert fald.
Eller… jeg gjorde.
Mit hoved var fyldt med Tobias.
Hver morgen, når jeg vågnede. Hver aften, inden jeg sov. Jeg skrev små opdateringer fra mit liv, som om han var en naturlig del af det.
Men hans svar? De var aldrig en selvfølge.
Jeg var helt vild med ham.
Og alle omkring mig? De rullede med øjnene. Sagde, de ville løbe skrigende væk, hvis de var mig.
Tobias havde mange venner. Og veninder.
Veninder, der nogle gange virkede lidt for venlige.
Og han svarede dem. Hurtigt. Meget hurtigere, end han svarede mig.
Men jeg var forelsket.
Og forelskelse kan være som at gå rundt uden briller – alt føles rigtigt, selv når det ikke er det.
Jeg fik først brillerne på en dag, hvor det virkelig gjaldt.
Jeg blev indlagt på hospitalet. Ringede til ham. Fortalte det.
Hans svar?
At han jo ikke kunne gøre noget.
Og at han faktisk var sammen med nogle venner.
Han kom ikke.
Der gik ikke mange måneder, før noget i mig sagde stop.
Det var et par dage efter nytår – som han selvfølgelig også havde brugt med sine venner.
Jeg spurgte, om vi skulle ses.
Han sagde, at jeg måtte forstå, at han ikke havde tid til mig. At han havde venner, lektier og skole.
Og at jeg bare måtte acceptere det.
Så gjorde jeg noget andet i stedet.
Jeg accepterede ikke ham.
Og så var det slut.
Jeg skrev aldrig til ham igen.
Ikke én eneste gang.
Kæmpe rødt flag. Seriøst. Pas på.
Til alle jer, der elsker lidt for meget, lidt for hurtigt –
husk: du skal ikke tigge om plads i nogens liv. Du skal mærke, at du allerede har den.
Kærligst,
Malou ❤️